Der sendes live fra Molen

17. juli 2025 09:19 , af Betty Dideriksen

Vejrværten Anders Brandt og hans vejrteam sender fra Kollund Mole onsdag den 23. juli. De ankommer ved frokosttid og pakker sammen igen efter sidste live-udsendelse kl. 21.15. 

Vi tilbyder dem strøm og adgang til klubben, selvfølgelig

Lad os få lidt aktivitet på Molen - på vandet eller som "oser"

Anders Brandt skriver dette:

DR Vejret kommer til Grænselandet under vores sommerturné i næste uge. I fem uger drager vi landet rundt og sender vejrudsigter og programmet Vores Vejr på DR1 fra lokationer rundt omkring i Danmark. I år har vi valgt alle lokationer ud fra det overordnede tema ”Det danske vand”.

Når vi rammer uge 30, er ugens tema ”Grænselandets vand” – og planen er at starte i vest og bevæge os øst over i løbet af ugen.

 

Vi vil meget gerne sende onsdag den 23. juli fra pladsen ved Kollund Mole og en fortælling om fjorden, der er delt af landegrænsen og en snak om hvordan vejr og klima opfører sig der. Det er som altid en blanding af vejrudsigter og nyhedshistorier og baggrundshistorier om vejr og klima. Og vi byder selvfølgelig tilskuere velkomne – ofte kan det være et lille tilløbsstykke og folk vil gerne kigge ind i vejrbilen og tale med vejrværten kendt fra TV. Og især når vejret er godt kan vi være heldige at have en lille flok af tilskuere omkring studiet når vi sender live.

 

Mvh Betty